Ork- og Sortorkracen

Her kan du læse en beskrivelse af orken og sortorken i Midtland.

Beskrivelse

ORKER

Orkerne er overordentlig kraftig væsener med en enestående fysik og råstyrke. De er høje, bredskuldrede og synes næsten umulige at nedlægge med deres voldsomme kropsbygning.

Deres hud forefindes i forskellige farver, typisk vil den dog være grønlig, brunlig eller endog rødlig. Der er desuden også en del nuancer i orkernes hudfarve. Orkernes hudfarve synes at blive nedarvet igennem de enkelte slægter, men derudover er der ikke nogen sammenhæng mellem denne kulør og eksempelvis deres hjemsted eller natur. Orkernes hudfarve ændrer sig ikke af at de opholder sig i solen, men der synes dog at være en vis tilbøjelighed til at den bliver mørkere, efterhånden som orkerne ældes.

Orkerne fremhæver ofte deres ansigtstræk gennem sorte, brune eller røde bemalinger i ansigtet, som får dem til at se endnu mere barske og frygtindgydende ud. De er ofte groft udført, og vil blot være påført med fingrene. Derudover bruger de også gerne bemaling af ansigtet til at tilkendegive et tilhørsforhold til en særlig klan og flok.

Der er en del forskelle på mandlige og kvindelige orkers fysik. Kvinderne er ofte en del mindre og svagere end mændene, men de er dog stadig fysisk overlegne i forhold til mennesker, og når racen drage i krig, kæmper kvinderne på lige fod med mændene.

Mændene vil som oftest være mellem 175 og 200 centimeter høje og veje mellem 90 og 150 kilo. Størstedelen af deres vægt stammer fra deres enorme muskler.

Orkerne har dog også en tilbøjelighed til at blive temmelig overvægtige i gode tider, og det bliver betragtet som et tegn på overlegenhed at have et omfattende pondus.

Kvinderne vil være mellem 165 og 185 centimeter høje og veje mellem 70 og 90 kilo. De har ikke helt den samme styrke som mændene, men forskellen er ikke stor. Også kvinderne har for vane at tillægge sig en anseelig mave, når der er føde nok.

Orker er fysisk udvoksede allerede omkring deres 10. år, hvor de bliver betragtet som voksne. Herefter udvikler de sig ikke meget – hverken fysisk eller mentalt. De kan leve, indtil de når en alder af ca. 60 år, men det er meget sjældent, at en ork bliver så gammel. Som regel vil det blive betragtet som et godt og langt liv, hvis en ork når en alder af 20 år.

SORTORKER

Er nogle af de største og mest frygtindgydende væsener, der kendes på overfladen. De er enorme væsener, der som oftest er mellem 180 og 250 centimeter høje og vejer mellem 100 og 200 kilo.

De har som regel en sort eller grålig hud, og har tradition for at bemale sig med røde streger påført med fingre. Deres hud er overordentlig hård, og visse ældre sortorker, kan næsten føles som om de er lavet af sten.

Sortorkerne lever en anelse længere end orkerne, men at dø af alderdom ses ikke som en ære. En sand sortork dør i kamp, og det ses derfor i sortblodskulturen, at de ældste sortorker drager ned fra bjergene, for at møde deres skæbne på slagmarken.

Deres enorme styrke og stålhårde skind gør dem immune overfor stort set al skade. Ligesom orkerne har de evnen til at helbrede skade der er blevet dem påført, det gøres dog endnu hurtigere.

Til toppen

BEKLÆDNING

Sortblodsracerne har det til fælles, at deres klædninger først og fremmest er valgt ud fra praktiske hensyn. De har ikke en videre fornemmelse for stil eller elegance. I stedet benytter de sig af simple, praktiske klædedragter, der sjældent er meget mere end bare groft sammensyede stykker skind.

Alt hvad de bærer, har et formål. Pyntegenstande og andre former for udsmykning er kun i vejen, og bliver ikke anvendt. Selv genstande, som muligvis i længden vil have et praktisk formål, men som ikke er til nytte lige nu og her, bliver kun sjældent båret. Den eneste undtagelse er de få genstande, som har en særlig social eller religiøs betydning. Det kan for eksempel være trofæer fra besejrede fjender, som giver dem status og anerkendelse blandt deres racefæller. Disse bliver til gengæld båret synlig for alle, så ingen kan tvivle på vedkommendes magt.

Der er ikke mange håndværkere hos sortblodsfolket, så det meste af deres tøj er noget, de har stjålet fra faldne fjender, og som efterfølgende bare er blevet passet til. De foretrækker grove materiale som læder, skind og kraftigt lærredsstof, og hvis de har valget, vil de foretrække dem i mørke, naturlige farver, som gør det muligt for dem at bevæge sig usete i skoven. Racerne er dog ofte uvaskede og overordentlig ildelugtende, og som regel vil man derfor under alle omstændighed kunne lugte dem, før man ser dem.

Herudover har sortblodsfolket forstået fornuften i at bære rustninger, og de raner sådanne til sig med stor entusiasme, hvis de får muligheden. Orkerne har en svaghed for tunge ring–, skæl– og pladebrynjer, mens goblinerne til gengæld foretrækker smidige brynjer i læder.

Til toppen

TANKESÆT

Der er en del forskelle på racernes måder at tænke og handle på. Som tidligere anført, så er de generelt en del mere primitive og ligefremme i deres måde at agere på, end hvad man kender hos menneskerne. Deres forskelle til trods, så formår sortblodsfolkene dog oftest at udnytte hver af deres kompetencer og lade dem komme alle racerne til gode.

ORKER

Orkerne er grundlæggende blot primitive væsener, som lever i små flokke eller klaner, hvor der er en konstant rift om magt og anerkendelse. De har et voldsomt temperament, og der skal ikke meget til, før de bryder ud i vredesudbrud, som kun sjældent stopper før enten de eller deres fjende ligger døde hen. Det ses ofte at en eller flere sortorker lever, og styrer de små klaner med orker.

Deres liv er som regel kort og barskt. En ork er aldrig mere værd i sine racefællers øjne, end hvad han formår at præstere i kamp. De er konstant nødt til at bevise deres værd, og hvis ikke de trues af ydre fjender, så vil yngre, ærgerrige orker altid stå på spring for at udfordre dem, og tage deres plads.

Om end mennesker finder orkerne vilde og morderiske, så bevæger de sig kun sjældent ud fra bjergene og ind på menneskenes land. Når det sker, er det som regel kun fordi de er blevet fordrevet fra deres eget territorium, og nu er tvunget til at søge ud for at tilkæmpe sig nyt land.

Mange ser med urette orkerne og sortorkerne som dumme og uvidende væsener. Det ligger imidlertid sandheden nærmere at betragte dem som overordentligt simple skabninger, der på grund af deres store styrke ikke har noget behov for at tænke videre dybt over tilværelsen. Som regel vælger orkerne blot at tage hvad de har behov for, og de tillægger ikke følelser som omsorg og medfølelse en særlig stor vægt. De er imidlertid heller ikke grådige, og ser intet behov for at tage mere, end hvad de umiddelbart har brug for.

SORTORKER

Af de tre racer er sortorkerne de mest primitive, og størstedelen af deres tilværelse går blot ud på at få opfyldt deres mest basale behov. De ved, at de er de øvrige racer overlegne, og de føler sjældent et behov for at markere sig eller sætte andre på plads. Skulle det dog ske, at et væsen enten generer dem eller ikke viser dem den fornødne respekt, så er de imidlertid ikke tilbageholdende med – bogstavelig talt – at flå hovedet af personen.

Til toppen

UDBREDELSE

Orkerne har stadig herredømmet over størstedelen af bjergene, men bliver i stadig stigende grad nød til at trække sig længere og længere op, eller søge ind i de mørke skove.

Alt i alt er denne periode præget af ualmindeligt fredelige tilstande i bjergene. Hos en race, hvor fred og fordragelighed imidlertid er det samme som kedsomhed, vil en sådan stilstand aldrig kunne vare ved i længere tid ad gangen. I de seneste år er der da også brudt utallige magtkampe ud mellem stammerne, og mange af de svagere stammer har været nødt til at drage sydpå ind i menneskenes riger.

Orkerne har traditionelt kun plyndret, hvis sulten har tvunget dem til det, men nu ser man nu oftere og oftere, at de i stedet blot gør det for underholdningens skyld, og for at få afløb for deres kedsomhed.

Til toppen

FORHOLD TIL ANDRE RACER

Orkernes brutale og krigeriske natur har sat sit præg på deres forhold til de øvrige racer. Sortblodsfolket er for det meste frygtet, overalt hvor de begiver sig hen, og de nærer heller ikke selv udpræget varme følelser for de øvrige racer. Hver af de tre sortblodsfolk har dog forskellige måder at betragte de racer, som de omgiver sig med, på. Som oftest er goblinerne en anelse mere venligt stemt end orkerne, og mere nysgerrige end fjendtlige. Sortorkerne er omvendt mest af alt blot ligeglade, og ser først og fremmest de øvrige racer som en irritationskilde. Det følgende er således først og fremmest en beskrivelse af orkernes syn på de øvrige racer.

Mennesker og orker har altid haft et særdeles anstrengt forhold til hinanden. De har en årtusinder gammel tradition for at bekrige hinanden, og som oftest kommer det til kamp, hver gang racerne mødes. Enkelte steder har menneskene formået blot at lade orkerne i fred, og som en gengældelse af tjenesten undlader orkerne at plyndre dem mere end højest nødvendigt. En sjælden gang imellem sker det da også, at mennesker og orker lægger deres stridigheder til side for i fællesskab at forfølge givent mål. Det er imidlertid spinkle og skrøbelige forbund, som ikke er præget af en videre loyalitet, og som oftest holder de da også kun i kort tid.

Forholdet mellem elvere og orker har altid været en smule særpræget. I de tidligste tider formåede de to racer at sameksistere på ganske fredelig vis, men efterhånden faldt denne gensidige forståelse til jorden, og racerne indledte i stedet en længerevarende strid. Uanset at elvere mange steder har erklæret sortblodsfolket for deres svorne fjende, så har orkerne dog stadig en vis respekt for deres folk.

Elverne er en af Gorrums udvalgte racer, og de er derfor også berettiget til en vis respekt. Som regel vil orkerne derfor være en smule varsomme med at forgribe sig på dem, og da kun hvis de selv føler sig truet eller provokeret hertil.

Sortblodsfolkets forhold til dværgene står i skarp kontrast hertil. De to racer har hadet hinanden i årtusinder, og lever nu i en gensidig forståelse af, at en af dem må udryddes. Dværge er, i orkernes øjne, intet andet end jordens lort, og skal slås ned, hvor end de mødes. Selvom de tidligere krige mellem bjergenes orker og dværge er stilnet en smule af, så lever det gamle had stadig i bedste velgående. Der kan aldrig herske fred imellem de to racer, og de vil blive ved med at bekrige hinanden indtil den dag, hvor en af dem ligger slagne hen.

Sortelvere og orker har ikke en specielt positiv opfattelse af hinanden, men de har efterhånden dog forstået, at de ofte forfølger de samme mål, og derfor også har en interesse i at danne fælles front mod deres fjender. Sortelverne er ganske vist upålidelige, og gør aldrig noget, som ikke først og fremmest styrker deres egen sag. Ikke desto mindre har de vist sig som en anerkendelsesværdig forbundsfælle, og det ses nu ofte, at de to parter finder sammen i et gavnligt forbund. Racerne har begge en forståelse for, at de kan opnå mangt og meget ved at forene sortelvernes hjerner med orkernes muskler. Skulle sortelverne dog løbe fra deres løfter – hvilket langt fra er et sjældent syn – så stikker sortblodsfolkets loyalitet imidlertid heller ikke dybere, end at de glædeligt falder dem i ryggen og lader dem føle deres vrede.