Historien

Lørdag d 18. april

Manden sidder igen på kroen. Det er egentlig utroligt, at der endnu en gang skal gå så lang tid, før nogen i Midtland tager sig sammen til at få gjort noget ved problemerne.
I hvad der efterhånden føles som umindelige tider, har hun holdt væsnerne hen i skyggerne, sørget for at folket kunne finde stykkerne, og dermed også kunne samle broen. Men det er heldigvis snart slut. Det lader til at borgerne endelig er klar til den sidste prøve, og så kan han vende hjem igen.

Hun kigger rundt i krostuen, håber på, at der er nogen, han kan lave lidt sjov med, mens hun venter. Her er næsten helt tomt, der sidder en ensom elver i nærheden af pejsen, en dværg ved baren, og i det fjerneste, mørkeste hjørne, sidder en sortklædt person og kigger på en genstand, der ligger på bordet. Manden går derover, og hun når kun lige at se, at genstanden ligner en hånd, inden den forsvinder som i den bare luft.
Den sortklædte vender sig og stirrer koldt ind i øjnene på manden. “Du hører ikke til her”, siger den sortklædte. “Jeg skal hilse fra din datter, der befinder sig i jordens mørke og dystre indre". Den sortklædte rejser sig, og går langsomt hen imod hende. “Det er ved at være på tide, at du forlader Midtland, og overlader dets skæbne til mig. Ellers skal jeg nok gøre tilværelsen besværlig for dig…”

Manden vakler, og begynder at gå baglæns. Hun mærker truslens alvor, og vender sig til sidst om for at løbe ud af kroen. Nu kan det kun gå for langsomt at få samlet den bro.

Lørdag d 21. marts

Bonden går på sin mark og gør den klar til forårets komme, den skal pløjes og kornene skal sås. Efter dronningen har delt Midtland op i mindre landområder, har alle haft travlt med at bearbejde jorden, og bonden har derfor, for en gangs skyld, haft fred til at gøre sig klar.
Sådan nogenlunde i hvert fald. For uanset hvor han kigger hen, ser han skygger løbe rundt. Han ser aldrig væsnerne direkte, altid kun som en hurtig bevægelse ud af øjenkrogen. Det skræmmer ham lidt, og han håber, at de ikke kommer tættere på.

Og imens alle har travlt med deres jorde, sidder der en utålmodig mand på kroen. Nu har han efterhånden ventet ret længe på, at eventyrerne vender tilbage fra den opgave, han har sendt dem ud på. Hvordan kan det dog tage så lang tid?
Med ét går døren op, og endelig træder de indenfor. Han rejser sig op med et stort smil, og går hen imod eventyrerne. Han henvender sig til lederen; en smuk elverkvinde, der altid virker til at gennemskue hans fiduser. Hun rækker ham sværdet, som de var taget ud for at hente.
“Giv mig så det stykke vi mangler”, siger hun kommanderende.
Drilsk giver han sig god tid, før han rækker ned i sin lomme. Frem trækker han en svagt lysende genstand, og viser den til hende.
“Sikke nogle fjolser I er. Det er jo det forkerte sværd!”

Før nogen når at reagere, har han lagt den lysende genstand tilbage i sin taske, trukket sin daggert, og stukket elverkvinden ned.
“Jeg sagde jo, at I ikke ville få stykket tilbage, hvis I fejlede”, får han sagt, inden han forsvinder i en sky af røg.

Lørdag d 21. februar

Journalisten fra Dragsborg ankommer i Skovpasset. Dette er stedet hvor Dronningen havde sin oprindelse. Denne historie om Skovpasset vil endelig give ham en kolonne i Dragens Tidskrifter.

Da han ankommer i Den Hængte Hane bliver han mødt af en af Dronningens vagter. Vagten fortæller, at Dronningen snart vil ankomme til Skovpasset og indkalde til et møde. Til dette møde vil hun gerne samle alle Skovpassets grupper, og sikre at de står sammen om Midtlands fremtid. Journalisten bliver kort tid efter sparket ud fra kroen, da han irriterer vagten med spørgsmål om Skyggelauget, som Dronningen ønsker at samle.

På Kamppladsen møder Journalisten nogle krigere, der tilser deres sår efter en kamp. Et lig fra et nedkæmpet monster ligger mellem dem. Krigerne forklarer at Bifrost er gået i stykker og at de stadig leder efter det monster, som besidder det sidste stykke. At de formoder at monstrene først kan sendes tilbage til Asgård når Bifrost er genskabt. Journalisten bliver jaget væk fra Kamppladsen, da han beskylder krigerne for at have dræbt en uskyldig, forbandet af dronningen og hendes onde nisse-magi.

Sidst når Journalisten en gruppe af Sortblodsfolk. Deres talsperson, en sort dragefødt, fortæller at deres gruppe ønsker at tage imod alle folk i Skovpasset, som ikke føler de passer ind. At de vil stå imod Stormkrigernes tyranni og hjælpe Dronningen med at gøre Skovpasset mere velkomment for Sortblodsfolk.

Journalisten forlader Skovpasset, blodig og tomhændet, efter at have anklaget den dragefødte for at være en øglemand, der ønsker at hjernevaske Skovpasset om Dronningens uskyld.

Man kan ikke kalde Skovpasset begivenhedsløst.

Lørdag d 17. januar

Et tordenvejr, hvis lige ikke er set i mands minde, hærger Midtland, lyn oplyser himlen, tordenskrald så voldsomme at det lyder som om guderne råber, genlyder i landskabet. Selv de mest frygtløse orker søger ly, intet rovdyr vover sig ud i natten. Intet liv er at spore i skoven, det er som om alle instinkter siger "Skjul dig!" De få som tør kigge ud gennem skodderne for vinduerne, sværger, at de ser en regnbue, selvom det er nat.

De følgende dage sker intet, bortset fra at gamle venner ender i slagsmål på kroen, uden at huske hvorfor. Tærter og andet bagværk, som står til afkøling i vindueskarme, forsvinder, for at dukke halvspiste op i naboens vindue. Modige folk samles for at undersøge hvad der sker, men uanset hvem du spørger, får de ikke samme svar.
En sværger at en fremmed mand var på kroen, mens en anden siger at det var en fremmed kvinde. Selv to, som havde set personen samtidig, påstår hver sit, uanset hvor mange gange de bliver spurgt.

Hvad er det, der sker i Midtland? Vil den nye dronning hjælpe, eller står borgerne endnu en gang med et stort problem, som de selv skal løse?