SORTBLODSFOLKET

I bjergkæderne er der koldt og barsk, og tilværelsen er hård. Kun de stærkeste overlever. Her har sortblodsfolket deres hjem, og det er herfra, at de med jævne mellemrum drage ud og spreder skræk og rædsel blandt kontinentets andre racer.

Betegnelsen ”sortblodsfolk” dækker over orker, gobliner, de frygtede sortorker. Navnet stammer fra en gammel menneskemyte, der fortæller at de tre racers blod er sort og ikke rødt, som hos resten af verdens børn.

Selvom der ikke fra naturens hånd findes et fast bånd mellem de tre racer, så har de altid formået at sameksistere, og der er opstået en vis gensidig forståelse imellem dem. De har ofte de samme mål i livet, og formår som regel at finde sammen i konflikter mod de andre racer. Der er ganske vist konstante stridigheder mellem de tre racer, men de er aldrig større, end at de alligevel altid formår at finde sammen, når ydre fjender truer.

Af de tre racer er orkerne uden tvivl den mest udbredte. De er også den mest aktive af racerne, og vil derfor som regel være de bærende kræfter, når racerne forenes om at nå et fælles mål. De er stærke som kun få, og er brutale væsener med et primitivt tankesæt, der sjældent føler frygt eller på anden vis viger tilbage fra deres fjender. Mange mennesker betragter af samme årsag orkerne som dumme, tilbagestående væsener. Det er imidlertid en fejlagtig antagelse, der ofte får fatale konsekvenser. Orkerne har blot en mere simpel måde at gribe tilværelsen an på, og når de står overfor konflikter, vælger de oftest blot at ty til fysisk magt for at løse dem.

Goblinerne er den mindste og svageste af de tre sortblodsracer, men hvad de ikke besidder i fysisk råstyrke, kompenserer de mere end rigeligt for med deres snedighed og intellekt. De er nederst i hierarkiet, når de opholder sig sammen med de andre sortblodsracer, men de bliver alligevel anerkendt og accepteret på grund af deres kløgt. De vælger ofte at underspille deres snuhed, for ikke at påkalde sig orkernes vrede, men når de endelig sætter sig et mål for, så skal de til gengæld også nok nå det. Det er almindeligt antaget, at de fleste gobliner er betydelig smartere end mennesker, og igennem tiden har de da også demonstreret dette ved adskillige lejligheder.

Sortorkerne er et betydelig mere sjældent syn end de andre sortblodsracer. De er kun få, og de begiver sig sjældent ned fra bjergene. De er nogle frygtindgydende væsener, og kan være sikre på at vække opsigt, hvor end de begiver sig hen. Selv orker og gobliner frygter dem og med god grund. De er om muligt endnu mere simple i deres tankegang end orkerne, og tager det som en selvfølge, at de kan gøre lige hvad de vil, for at tilfredsstille deres behov for føde eller underholdning. Deres styrke overgår alle andre dødelige væsener.

FYSISKE KARAKTERTRÆK

Som det allerede er antydet, så er der store forskelle på de tre sortblodsracers fysik. De er alle grove og noget firkantede væsener, der ikke besidder samme ynde eller elegance, som mange af de andre racer. I stedet udmærker de sig ved deres fysiske styrke og noget simple levevis. Sortblodsracerne har som regel en grønlig, gråsort eller brunlig hud og meget grove ansigtstræk. De finere nuancer i deres fysik, hudfarve og generelle udseende varierer dog meget fra race til race.

ORKER

Orkerne er overordentlig kraftig væsener med en enestående fysik og råstyrke. De er høje, bredskuldrede og synes næsten umulige at nedlægge med deres voldsomme kropsbygning.

Deres hud forefindes i forskellige farver, typisk vil den dog være grønlig, brunlig eller endog rødlig. Der er desuden også en del nuancer i orkernes hudfarve. Orkernes hudfarve synes at blive nedarvet igennem de enkelte slægter, men derudover er der ikke nogen sammenhæng mellem denne kulør og eksempelvis deres hjemsted eller natur. Orkernes hudfarve ændrer sig ikke af at de opholder sig i solen, men der synes dog at være en vis tilbøjelighed til at den bliver mørkere, efterhånden som orkerne ældes.

Orkerne fremhæver ofte deres ansigtstræk gennem sorte, brune eller røde bemalinger i ansigtet, som får dem til at se endnu mere barske og frygtindgydende ud. De er ofte groft udført, og vil blot være påført med fingrene. Derudover bruger de også gerne bemaling af ansigtet til at tilkendegive et tilhørsforhold til en særlig klan og flok.

Der er en del forskelle på mandlige og kvindelige orkers fysik. Kvinderne er ofte en del mindre og svagere end mændene, men de er dog stadig fysisk overlegne i forhold til mennesker, og når racen drage i krig, kæmper kvinderne på lige fod med mændene.

Mændene vil som oftest være mellem 175 og 200 centimeter høje og veje mellem 90 og 150 kilo. Størstedelen af deres vægt stammer fra deres enorme muskler.

Orkerne har dog også en tilbøjelighed til at blive temmelig overvægtige i gode tider, og det bliver betragtet som et tegn på overlegenhed at have et omfattende pondus.

Kvinderne vil være mellem 165 og 185 centimeter høje og veje mellem 70 og 90 kilo. De har ikke helt den samme styrke som mændene, men forskellen er ikke stor. Også kvinderne har for vane at tillægge sig en anseelig mave, når der er føde nok.

Orker er fysisk udvoksede allerede omkring deres 10. år, hvor de bliver betragtet som voksne. Herefter udvikler de sig ikke meget - hverken fysisk eller mentalt. De kan leve, indtil de når en alder af ca. 60 år, men det er meget sjældent, at en ork bliver så gammel. Som regel vil det blive betragtet som et godt og langt liv, hvis en ork når en alder af 20 år.

Orker er overordentlig hårdføre, og kan gå i flere uger uden mad og drikke. De er immune overfor de fleste sygdomme, og hvis de tager skade, er deres kroppe i stand til at helbrede sig selv.

GOBLINER

Goblinerne er i almindelighed af betydelig mindre statur end resten af sortblodsfolkene. De er mindre og svagere, og som regel også mennesker fysisk underlegne.

De har en grønlig hudfarve, som på trods af visse nuancer, næsten altid vil være en meget lys grøn, der næsten skærer i øjnene. De har også lange ører, der er endnu længere end elvernes, og som oftest peger bagud, hvor elvernes peger opad. De har også en lang spids næse. Ligesom orkerne ynder goblinerne at fremhæve deres ansigtstræk ved at bemale sig med sorte, hvide eller rødlige kulører. De er dog en del mere sofistikerede end orkerne, og bemalingerne vil som regel blive udført med fine pensler.

Der er en vis forskel på kønnenes fysik. Det har imidlertid ikke meget betydning i det daglige, da det særligt gennem deres list, at goblinerne udmærker sig, og kønnene er lige stillede når det kommer til dette.

Mændene vil som oftest være mellem 160 og 175 centimeter høje og veje mellem 55 og 75 kilo. De er spinkle, har kun ringe muskelstyrke og vil kun sjældent blive reelt overvægtige. Kvinderne vil være mellem 150 og 170 centimeter høje og veje mellem 45 og 60 kilo. Også disse er spinkle og skrøbelige væsener uden nogen anseelig muskelstyrke.

Gobliner udvikler sig hurtigt, og bliver anset for såvel fysisk som mentalt udviklede omkring deres 10. år. Herefter udvikler de sig mentalt resten af livet, og deres sind svækkes først i en høj alder. Det er sjældent, at gobliner bliver ældre end 25 år, men meget gamle individer er set, som har været op til 75 år gamle.

Goblinerne har ikke, som orkerne, en naturlig modstandsdygtigheder overfor sår, sygdom og elementernes rasen. De er om muligt endnu mere skrøbelige end mennesker, og de falder hurtigt, når det kommer til kamp. De har heller ikke evnen til at regenerere sig selv, og hele deres sår. Gobliner er derfor tvunget til at være varsomme, og de lærer hurtigt at holde sig i baggrunden når det kommer til kamp.

SORTORKER

Er nogle af de største og mest frygtindgydende væsener, der kendes på overfladen. De er enorme væsener, der som oftest er mellem 180 og 250 centimeter høje og vejer mellem 100 og 200 kilo.

De har som regel en sort eller grålig hud, og har tradition for at bemale sig med røde streger påført med fingre. Deres hud er overordentlig hård, og visse ældre sortorker, kan næsten føles som om de er lavet af sten.

Sortorkerne lever en anelse længere end orkerne, men at dø af alderdom ses ikke som en ære. En sand sortork dør i kamp, og det ses derfor i sortblodskulturen, at de ældste sortorker drager ned fra bjergene, for at møde deres skæbne på slagmarken.

Deres enorme styrke og stålhårde skind gør dem immune overfor stort set al skade. Ligesom orkerne har de evnen til at helbrede skade der er blevet dem påført, det gøres dog endnu hurtigere.

BEKLÆDNING

Sortblodsracerne har det til fælles, at deres klædninger først og fremmest er valgt ud fra praktiske hensyn. De har ikke en videre fornemmelse for stil eller elegance. I stedet benytter de sig af simple, praktiske klædedragter, der sjældent er meget mere end bare groft sammensyede stykker skind.

Alt hvad de bærer, har et formål. Pyntegenstande og andre former for udsmykning er kun i vejen, og bliver ikke anvendt. Selv genstande, som muligvis i længden vil have et praktisk formål, men som ikke er til nytte lige nu og her, bliver kun sjældent båret. Den eneste undtagelse er de få genstande, som har en særlig social eller religiøs betydning. Det kan for eksempel være trofæer fra besejrede fjender, som giver dem status og anerkendelse blandt deres racefæller. Disse bliver til gengæld båret synlig for alle, så ingen kan tvivle på vedkommendes magt.

Der er ikke mange håndværkere hos sortblodsfolket, så det meste af deres tøj er noget, de har stjålet fra faldne fjender, og som efterfølgende bare er blevet passet til. De foretrækker grove materiale som læder, skind og kraftigt lærredsstof, og hvis de har valget, vil de foretrække dem i mørke, naturlige farver, som gør det muligt for dem at bevæge sig usete i skoven. Racerne er dog ofte uvaskede og overordentlig ildelugtende, og som regel vil man derfor under alle omstændighed kunne lugte dem, før man ser dem.

Herudover har sortblodsfolket forstået fornuften i at bære rustninger, og de raner sådanne til sig med stor entusiasme, hvis de får muligheden. Orkerne har en svaghed for tunge ring–, skæl– og pladebrynjer, mens goblinerne til gengæld foretrækker smidige brynjer i læder.

TANKESÆT

Der er en del forskelle på racernes måder at tænke og handle på. Som tidligere anført, så er de generelt en del mere primitive og ligefremme i deres måde at agere på, end hvad man kender hos menneskerne. Deres forskelle til trods, så formår sortblodsfolkene dog oftest at udnytte hver af deres kompetencer og lade dem komme alle racerne til gode.

ORKER OG SORTORKER

Orkerne er grundlæggende blot primitive væsener, som lever i små flokke eller klaner, hvor der er en konstant rift om magt og anerkendelse. De har et voldsomt temperament, og der skal ikke meget til, før de bryder ud i vredesudbrud, som kun sjældent stopper før enten de eller deres fjende ligger døde hen. Det ses ofte at en eller flere sortorker lever, og styrer de små klaner med orker.

Deres liv er som regel kort og barskt. En ork er aldrig mere værd i sine racefællers øjne, end hvad han formår at præstere i kamp. De er konstant nødt til at bevise deres værd, og hvis ikke de trues af ydre fjender, så vil yngre, ærgerrige orker altid stå på spring for at udfordre dem, og tage deres plads.

Om end mennesker finder orkerne vilde og morderiske, så bevæger de sig kun sjældent ud fra bjergene og ind på menneskenes land. Når det sker, er det som regel kun fordi de er blevet fordrevet fra deres eget territorium, og nu er tvunget til at søge ud for at tilkæmpe sig nyt land.

Mange ser med urette orkerne og sortorkerne som dumme og uvidende væsener. Det ligger imidlertid sandheden nærmere at betragte dem som overordentligt simple skabninger, der på grund af deres store styrke ikke har noget behov for at tænke videre dybt over tilværelsen. Som regel vælger orkerne blot at tage hvad de har behov for, og de tillægger ikke følelser som omsorg og medfølelse en særlig stor vægt. De er imidlertid heller ikke grådige, og ser intet behov for at tage mere, end hvad de umiddelbart har brug for.

GOBLINER

Goblinerne er de mest intelligente af sortblodsracerne, og hvad de mangler i fysisk råstyrke, opvejer de mere end rigeligt for ved deres snilde og listige tankegang. De vil til enhver tid stå nederst i hierarkiet i forhold til de øvrige sortblodsfolk, og de må levet med konstant at blive drillet og hakket på i deres nærvær.

Resten af sortblodsracerne har dog også stor respekt for dem. De har forståelse for, at goblinerne er nogle listige væsener, der kan opnå mange ting som fysisk magt ikke formår. Orkerne er på ingen måde blinde for, at deres mindre fætre er klogere end dem, og at de kan være til stor nytte. De vil ganske vist aldrig anerkende at goblinerne skulle kunne bestemme over dem, men de lytter alligevel gerne til deres slagplaner og råd.

Internt blandt goblinerne finder der en evig rivalisering sted. De fører ligesom orkerne en konstant kamp om magt, status og anerkendelse, men i stedet for at bruge vold så sker det gennem sindrige planer og intriger.

På grund af deres ringe fysiske styrke og begrænsede evner i kamp, bliver gobliner sjældent særlig gamle. Det er derfor også sjældent, at deres intellekt får mulighed for at udvikle sig til fulde. Når det en sjælden gang imellem sker, viser disse aldrende gobliner sig igen og igen at være både menneskerne og de andre racer overlegne, og deres sindrige planer kommer i utallige situationer bag på deres omgivelser.

SORTORKER

Af de tre racer er sortorkerne de mest primitive, og størstedelen af deres tilværelse går blot ud på at få opfyldt deres mest basale behov. De ved, at de er de øvrige racer overlegne, og de føler sjældent et behov for at markere sig eller sætte andre på plads. Skulle det dog ske, at et væsen enten generer dem eller ikke viser dem den fornødne respekt, så er de imidlertid ikke tilbageholdende med - bogstavelig talt - at flå hovedet af personen.

UDBREDELSE

Orkerne har stadig herredømmet over størstedelen af bjergene, men bliver i stadig stigende grad nød til at trække sig længere og længere op, eller søge ind i de mørke skove.

Alt i alt er denne periode præget af ualmindeligt fredelige tilstande i bjergene. Hos en race, hvor fred og fordragelighed imidlertid er det samme som kedsomhed, vil en sådan stilstand aldrig kunne vare ved i længere tid ad gangen. I de seneste år er der da også brudt utallige magtkampe ud mellem stammerne, og mange af de svagere stammer har været nødt til at drage sydpå ind i menneskenes riger.

Orkerne har traditionelt kun plyndret, hvis sulten har tvunget dem til det, men nu ser man nu oftere og oftere, at de i stedet blot gør det for underholdningens skyld, og for at få afløb for deres kedsomhed.

FORHOLD TIL ØVRIGE RACER

Orkernes brutale og krigeriske natur har sat sit præg på deres forhold til de øvrige racer. Sortblodsfolket er for det meste frygtet, overalt hvor de begiver sig hen, og de nærer heller ikke selv udpræget varme følelser for de øvrige racer. Hver af de tre sortblodsfolk har dog forskellige måder at betragte de racer, som de omgiver sig med, på. Som oftest er goblinerne en anelse mere venligt stemt end orkerne, og mere nysgerrige end fjendtlige. Sortorkerne er omvendt mest af alt blot ligeglade, og ser først og fremmest de øvrige racer som en irritationskilde. Det følgende er således først og fremmest en beskrivelse af orkernes syn på de øvrige racer.

Mennesker og orker har altid haft et særdeles anstrengt forhold til hinanden. De har en årtusinder gammel tradition for at bekrige hinanden, og som oftest kommer det til kamp, hver gang racerne mødes. Enkelte steder har menneskene formået blot at lade orkerne i fred, og som en gengældelse af tjenesten undlader orkerne at plyndre dem mere end højest nødvendigt. En sjælden gang imellem sker det da også, at mennesker og orker lægger deres stridigheder til side for i fællesskab at forfølge givent mål. Det er imidlertid spinkle og skrøbelige forbund, som ikke er præget af en videre loyalitet, og som oftest holder de da også kun i kort tid.

Forholdet mellem elvere og orker har altid været en smule særpræget. I de tidligste tider formåede de to racer at sameksistere på ganske fredelig vis, men efterhånden faldt denne gensidige forståelse til jorden, og racerne indledte i stedet en længerevarende strid. Uanset at elvere mange steder har erklæret sortblodsfolket for deres svorne fjende, så har orkerne dog stadig en vis respekt for deres folk.

Elverne er en af Gorrums udvalgte racer, og de er derfor også berettiget til en vis respekt. Som regel vil orkerne derfor være en smule varsomme med at forgribe sig på dem, og da kun hvis de selv føler sig truet eller provokeret hertil.

Sortblodsfolkets forhold til dværgene står i skarp kontrast hertil. De to racer har hadet hinanden i årtusinder, og lever nu i en gensidig forståelse af, at en af dem må udryddes. Dværge er, i orkernes øjne, intet andet end jordens lort, og skal slås ned, hvor end de mødes. Selvom de tidligere krige mellem bjergenes orker og dværge er stilnet en smule af, så lever det gamle had stadig i bedste velgående. Der kan aldrig herske fred imellem de to racer, og de vil blive ved med at bekrige hinanden indtil den dag, hvor en af dem ligger slagne hen.

Sortelvere og orker har ikke en specielt positiv opfattelse af hinanden, men de har efterhånden dog forstået, at de ofte forfølger de samme mål, og derfor også har en interesse i at danne fælles front mod deres fjender. Sortelverne er ganske vist upålidelige, og gør aldrig noget, som ikke først og fremmest styrker deres egen sag. Ikke desto mindre har de vist sig som en anerkendelsesværdig forbundsfælle, og det ses nu ofte, at de to parter finder sammen i et gavnligt forbund. Racerne har begge en forståelse for, at de kan opnå mangt og meget ved at forene sortelvernes hjerner med orkernes muskler. Skulle sortelverne dog løbe fra deres løfter - hvilket langt fra er et sjældent syn - så stikker sortblodsfolkets loyalitet imidlertid heller ikke dybere, end at de glædeligt falder dem i ryggen og lader dem føle deres vrede.

Sortelver

Sortelverer er høje, slanke væsner, med sort hud, (hvilket har givet dem deres navn). Alle deres lemmer er slanke, og de er som sådan unikke at se på. De er nu elvernes modstykke, og de to racer er ærke fjender.

Sortelverne elsker ynde og har intet imod pæne ting dette afspejler sig på deres beklædning der som regel er nogle pænt udsmykket tunikaer eller dragter også deres rustning er fuld af ynde og en tilfældig bryst plade er ikke godt nok hos sortelverne den skal helst være udsmykket guld og sølv er meget brugte materialer.

Samfundet hos sortelverne, er kun bygget op om adelen, og alt hvad folket ejer, ejer hun. Hun kan således styre dagligdagen. Sortelvernes verden er ellers bygget på respekt og magt, hvis man vil have magt, er man født i den, ellers må man få respekt nok til at have magt. Det er således kun de stærke, rige og adelen, der har noget at skulle have sagt. Under disse i samfundet, kommer kirken og præsten. Sortelverne er inderligt religiøse, og tror på Fanabina. Dette gør at alt hvad præsten siger, er Fanabinas ord og Præster er derfor også højt rangeret, i samfundet, hvilket giver dem indflydelse på adelen, og hverdagen i en sortelver by.

Sortelverne ser ned på alt og alle, som om de var den bedste race i verden. I sortelvernes verden, er ordet ”tilgivelse” endnu ikke opfundet, så alt der bliver gjort forkert, skal straffes. Der bliver slået hårdt ned på alle fejltrin, så sortelverer helt fra fødslen, kan lære at sådanne ikke finder sted. Sortelvene er i det hele taget meget opse på at straffe hårdt og grundigt hellere en død ven end én uden disciplin dette kommer selvfølgelig af at en blødsøden adel ikke vinder respekt nok og respekt er alt afgørende.

FYSISKE KARAKTERTRÆK

Udadtil besidder sortelverne mange af de samme karaktertræk, som kendetegner overfladens elvere. De er høje, slanke og smukke væsener, og de fremstår overfor de øvrige racer, som om de har en særlig aura af ophøjethed. Deres ører er også lange og spidse..

Overalt, hvor sortelverne fører sig frem, vil deres holdning alene gøre omgivelserne opmærksomme på, at de er noget særligt. De bevæger sig med en lethed og ynde, som ingen almindelig dødelig kan gøre sig forhåbninger om at efterligne. Sortelverne vinder ikke anerkendelse gennem beundring, men gennem en følelse af fascinerende og forbudt skønhed. Ikke desto mindre er de lige så opsigtsvækkende som de lyse elever, og på trods af at de fleste racer med rette frygter sortelverne, kan ingen alligevel sige sig fri for den spirende nysgerrighed, der vokser i alle ved mødet med denne dystre race.

Det fysiske kendetegn, som mere end noget andet kendetegner sortelverne, er dog deres mørke hudfarve. Hver eneste tomme af sortelvernes hud er sort som natten, og selv deres øjne synes at have et mere dystert skær end de øvrige racers. Deres hudfarve bleges ikke af solen, og forandres heller ikke med alderen. Sortelvernes hår varierer i farve fra mørkt til lyst. Det er dog de sortelvere, der har kridhvidt hår, der regnes for de smukkeste. Sortelvernes kvinder lader som oftest deres hår gro langt, og det samme gør mænd af høj status. De menige mænd må dog sætte praktiske hensyn over skønhed og holder det derfor typisk kort.

Sortelverne har endvidere en udbredt tradition for at sminke sig i ansigtet og på kroppen. De maler gerne deres ansigtstræk op med hvidt eller andre lyse farver, og udsmykker sig med symboler, der tydeligt tilkendegiver deres hus og rang samt religiøse tilhørsforhold. Det er desuden også almindeligt, at præster og magikere lader sig udsmykke med symboler. Der er dog også de sortelvere, der undlader enhver sådan udsmykning, idet de mener, at sortelveren af natur er perfekt, og ikke bør prøve at ændre på dette med streger og farver.

Sortelvernes syn er anderledes end både elvernes og resten af verdens børn. Som børn af underverden ser sortelvere naturligt godt i mørke, og selv uden nogen lyskilde, kan de stadig skelne de mest grundlæggende konturer fra hinanden. De ser til gengæld en smule dårligere i dagslys end elverne, men selv her er deres syn stadig væsentlig bedre end menneskerne. De befinder sig ganske vist stadig bedre om natten end om dagen, men det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag, og ikke om fysisk ubehag.

Herudover er der kun nogle få og ubetydelige forskelle på sortelvere og elveres fysik. Den største forskel på de to racer ligger således i deres adfærd og mentalitet.

En sortelver vil være fysisk udvokset som 80-årig, men vil som oftest først blive betragtet som voksen, når han har bevist sit værd overfor racen. Det sker sjældent før omkring dens 100. leveår, og det vil ofte blive markeret ved at sortelveren bliver givet en særlig opgave af stor betydning, som - hvis den fuldføres - angiver at personen nu er værdig til at indtræde i de voksnes rækker. Sortelvere bliver ved med at udvikle sig mentalt resten af livet, og deres sind sløves ikke med alderen. De udviser først fysiske alderstegn omkring deres 1000. leveår, og når de indtræder, vil sortelverne som regel gøre alt hvad de kan for at skjule dem.

Ligesom elverne, er sortelvernes legemer mere skrøbelige end menneskers. De kompenserer dog for dette igennem en langvarig og hård træning og et stærkt sind. Sortelvere er meget modstandsdygtige overfor elementernes racen, og der skal noget nær det utænkelige til, før de bukker under for naturens luner.

BEKLÆDNING

Det er et gennemgående træk ved sortelvernes valg af påklædning, at de konstant higer efter at udstråle skønhed og stil. Det opnår de gerne igennem storslåede og noget pompøse klædninger. Hvor de fleste andre racer forsøger at opnå det stilfulde igennem komplicerede mønstre og eksotiske farver, vil sortelvere i højere grad begrænse sig til skønheden i det enkle og stiliserede.

De vil sjældent anvende flere farver end højest nødvendigt, og uanset hvor prægtige deres klædninger må synes, så er de altid enkelt og praktisk udført. Alt ved en sortelvers klædninger er til gengæld nøje planlagt, og hver enkelt detalje vil være udført til perfektion.

I materialevalg holder sortelverne sig primært til lette og yndefulde stoffer, og mere end noget andet synes de særligt at holde af silke og satin. Alt ved deres tøj skal gerne udstråle elegance, og når de bevæger sig, ønsker de at give indtryk af at svæve hen over jorden. Sortelvere vil kun yderst sjældent anvende skind og lignende materialer. Det skyldes ikke så meget besværet ved at få adgang til sådanne materialer i underverdenen, men i stedet at de udstråler den primitive og barbariske adfærd, som sortelverne netop søger at hæve sig over.

Når det kommer til deres valg af farver, så har særligt sort og mørk lilla altid haft en særlig betydning for sortelverne. De er Fanabinas farver, og ved at bære dem åbenlyst, tilkendegiver de deres loyalitet overfor gudinden. Herudover har sortelverne en generel forkærlighed for mørke farver, som gør det muligt for dem at gå i ét med skyggerne og forsvinde tavst ud i natten, hvis det skulle blive nødvendigt.

Som en besynderlig kontrast hertil, har sortelverne også en stor forkærlighed for metalliske genstande. Når det ikke er nødvendigt for dem at bevæge sig usete vil de glædeligt bære både metalrustninger og våben synlige. De skyer til gengæld træ og andre mere naturlige materialer. I sortelvernes øjne er disse materialer primitive og ukultiverede, og hvis det er muligt, vil de altid forsøge at erstatte dem af tilsvarende i metal.

Sortelvere er også tilbøjelige til at bære utallige smykker og andre prydgenstande. Disse har sjældent en særlig betydning udover at få deres indehaver til at fremstå i det bedst tænkelige lys, og at give denne en særpræget og kølig udstråling. Smykker vil altid være særligt udvalgt til formålet, og de vil kun sjældent have en praktisk funktion. I stedet bærer sortelverne dem for at sende et specifikt signal til deres omgivelser om eksempelvis deres sociale status eller magtposition. Det ses ofte, at sortelvere bærer smykker fra besejrede racefæller for på denne vis at tilkendegive deres magt eller autoritet. Smykker går også gerne i arv, således at yngre generationer kan gøre opmærksomme på deres aner og de traditioner, som de nu ønsker at videreføre.

Gennemgående gælder således, at alt ved en sortelvers klædning er nøje udvalgt, og når valget står mellem det praktisk anvendelige og det æstetiske, vil de som oftest hælde mod det sidste af disse hensyn. Sortelverne er dog aldrig mere optaget af deres ydre, end at de alligevel formår at lægge al overflødig pynt fra sig og trække i tunge brynjer, såfremt krigen skulle kalde. Om end de er arrogante, så er det en fatal fejl at tro, at deres forfængelighed på noget tidspunkt vil kunne bruges imod dem.

TANKESÆT

Alt ved sortelvernes livsanskuelse er præget af deres nære lighed med deres skaber og gudinde, Fanabina. Ligesom hende, er sortelverne ildesindede, bedragerisk og manipulerende væsener, der hylder den personlige vinding, og ikke skyer nogle midler for at hæve dem selv over deres racefæller.

Blandt sortelverne er det begreber som status og autoritet, der betragtes som de højeste idealer. Det er en naturlig del af deres livsstil at konstant stræbe efter noget større og bedre, og de skyer ingen midler for at nå deres mål. For de fleste sortelvere bliver livet derfor til en konstant kamp for at forbedre sin position i hierarkiet. Det er en fuldt ud accepteret del af sortelvernes tilværelse, at den hurtigste vej mod toppen ofte sker på bekostning af ens nærmeste. Udover konstant at søge op i hierarkiet, må sortelverne derfor også evigt og altid vogte deres ryg for de af deres racefæller, der står under dem og som higer efter deres position.

Uanset deres egoistiske tilbøjeligheder, så er mord blandt sortelverne imidlertid sjældne. At ty til fysisk vold bliver set som den sidste udvej, og der er noget primitivt og barnligt over at skulle benytte sig af så banale midler for at nå sine mål. I stedet foregår magtkampen gennem den sociale struktur, hvor hver enkelt sortelver ved intriger og personlige alliancer forsøger at sætte deres konkurrenter i et dårligt lys og derigennem hævde sig overfor dem. Skulle det endelig blive nødvendigt at skaffe en konkurrent af vejen, betragtes det som god kutyme at gøre dette med en vis elegance og stil. Et drab på en konkurrent har ikke meget betydning, hvis det ikke også formår at sende et klart og tydeligt signal til resten af folket.

Der er imidlertid ikke kun mellem de enkelte sortelvere, at der finder en ihærdig rivalisering sted. I erkendelse af, at flere personer i fællesskab ofte kan nå mål, som individerne ikke selv formår, har sortelverne sluttet sig sammen i et utal af huse, og der bliver også konkurreret ihærdigt mellem hvert af disse.

Sortelverne betragter sig selv som en overlegen race i relation til alle andre folk. De ser sig som hævet over de jævne dødeliges livsstil, og udtrykker en arrogance uden lige i deres nærvær. Selv når de er truede og i stor fare, vil sortelverne stadig se sig selv som noget særligt, og det bliver betragtet som en stor synd for selv den laveste iblandt dem, at underkaste sig et medlem af en anden race eller på anden vis at give udtryk for en underlegen adfærd.

Denne stolthed og arrogance har imidlertid også været racens største hæmsko gennem tiderne. Uanset hvor store trusler sortelverne står overfor, vil de stadig finde det nedværdigende at skulle indgå kompromiser eller på anden måde skulle acceptere de andre racers magt. Også sortelvernes tilbøjelighed til konstante interne stridigheder har udgjort en hæmsko i deres stræben efter at underkaste sig de andre racer, og det er vidt og bredt kendt, at racens største fjende til alle tider har været dens egne medlemmer.

FORHOLD TIL ØVRIGE RACER

I sortelvernes øjne har mennesker altid blot været en håbløst primitiv race, som hverken havde styrken eller intellektet til at være af nævneværdig interesse. Tilbage i tiden var de intet mere end en flok barbariske dyr, som af og til blev fanget mellem sortelverne og elverne. Deres kultur har imidlertid udviklet sig, og med tiden er menneskerne blevet en dominerende race. De har mangfoldiggjort sig, og hvad de mangler i visdom og fysisk råstyrke, formår de at kompensere for ved deres antal alene. Menneskerne er derfor værd at være på vagt overfor. De er imidlertid skeptiske overfor sortelvernes tilstedeværelse, og ofte kommer deres frygt til udtryk i hovedkuldse angreb. Uanset, at de er upålidelige, så er menneskerne dog en nyttig forbudsfælle, og deres letpåvirkelige sind gør dem til en forbundsfælle, som er overkommelig at arbejde sammen med.

Elverne har siden tidernes morgen været sortelvernes svorne fjende. De har igen og igen ført krigen ind i elvernes skove, men igennem årene er krigen mere og mere blevet en nedarvet rutine frem for en klar og udtrykt religiøs forpligtelse. Uanset, at en fred mellem de to racer har lange udsigter, så synes de evige konflikter imidlertid at være stilnet af i en sådan grad, at de to racer nu synes at kunne sameksistere. Ofte tolereres elvernes derfor, og blandt visse af de mere frisindede elvere og sortelvere, har man tilmed opnået en gensidig forståelse af, at krigen ikke længere bør stå mellem lys og mørk, men i stedet mellem de oplyste elverracer og de barbariske mennesker.

Dværge og sortelvere har formået i et vist omfang at sameksistere og tolerere hinandens eksistens. De har ingen nævneværdig interesse i hinanden, og betragter ikke nødvendigvis den anden racens eksistens som en trussel. Der vil aldrig kunne opstå en følelses af venskab mellem racerne, men med tiden har man opnået en vis gensidig forståelse. Så længe dværgene ikke stiller sig i vejen for sortelvernes fremstød eller på anden vis assisterer deres fjender, så bliver de tolereret og også anerkendt for deres store kunnen indenfor smedekunsten.

Om end der er en verden til forskel på sortelvernes og orkernes livssyn, så har de to racer alligevel formået at finde sammen i fjendskabet mod mennesker og elvere. Det har ofte placeret dem på samme side i konflikten, og sortelverne har en forståelse for, at orkerne og resten af den slags kan være en nyttig forbundsfælle. De har stor respekt for deres fysiske råstyrke og brutale effektivitet, og hvis orkerne blot er villige til at anerkende sortelvernes autoritet, kan de udgøre en overordentlig kompetent allieret.

                                                   Som alle andre gobliner ser også denne sin beskuer an...