Elvere

ELVERE

 

I tidernes morgen blev elverne skabt for at være gudernes forlængede arm, og de blev forpligtet til at vogte over den verden, som skulle være gudernes eftermæle. De blev derfor givet stor visdom og indsigt. Hertil fik de også livets gave, således at de kunne leve længere end nogen anden race.

De blev skænket skønhedens og kunstens gaver, og de skulle aldrig bære tunge byrder på deres skuldre. Derfor blev deres legemer slanke og skrøbelige, men perfekte i enhver anden henseende. Elverne må derfor ofte give fortabt, når det gælder fysiske udfoldelser. Når de udøver deres kunster, gør de det til gengæld med en kyndighed.

Særlig bemærkelsesværdigt er den karakteristiske elviske adfærd, der blandt racens egne medlemmer ses som et symbol på elvernes ophøjethed og enestående intellekt, men som blandt de andre racer, blot opfattes som simpel arrogance. Elverne er som oftest utrolig stædige, og de ser sjældent de andre racers synspunkter som tilstrækkeligt velovervejede til at skænke en tanke. Tilsvarende holder elverne altid deres skikke og traditioner i hævd. De skyer som regel enhver form for forandring, og kan være flere hundrede år om at omstille sig til nye måder at handle eller tænke på.

I omverdens øjne skaber det et billede af elvene som en tilbagestående og gammeldags race. Elverne har ikke fulgt med tiderne, og de lever stadig en tilværelse, der ikke adskiller sig nævneværdigt, fra hvordan den fandt sted for tusinder af år siden. Det til trods, så er elverne imidlertid fortsat en magtfaktor. De har til alle tider overgået de andre racer i såvel visdom som kyndighed, og på de fleste områder er de fortsat menneskene overlegne. Elverne har igen og igen formået at overkomme verdens ondskab, og der er intet som tyder på, at racen vil overgive sig uden kamp.

FYSISKE KARAKTERTRÆK

Det mest åbenlyse og iøjefaldende ved elverne, er deres næsten magiske skønhed. De har en helt enestående udstråling, som kan fordreje hovedet på enhver, der ikke er vant til denne påvirkning. Selv deres svorne fjender kan ikke undgå at bemærke elvernes særlige karisma.

Hertil kommer en anden og meget særpræget egenskab ved elverne. De har alle lange spidse ører. Selv ser de deres ører som et bevis på gudernes gunst, og som et symbol på at deres race er noget enestående. De er derfor meget stolte af deres ører, og ynder at vise dem frem. Kun en elver i skændsel vil bevidst vælge at skjule sine ører for omverdenen. Af samme årsag, er det en af de mest nedværdigende behandlinger, man kan udsætte en elver for, hvis man skærer spidsen af dennes ører.

I modsætning til menneskerne og de andre racer har elvere ingen skægvækst og kun meget begrænset hårvækst på resten af kroppen. Kun på hovedet har elverne hår, og de lade det gerne vokse langt. Såvel mænd som kvinder plejer at bære deres hår synligt, og det er ofte snoet eller flettet på sindrig vis.

Der er kun meget lidt forskel mellem kønnene blandt elverne, og de forskelle der er, er ikke nær så udtalte, som tilfældet eksempelvis er blandt menneskene. Blandt elverne vil mænd i de fleste tilfælde være høje og slanke væsener, og det er sjældent, at elvere er særlig muskuløse. Om end mændene formår at bære noget tungere byrder end kvinderne, er der ikke stor forskel i deres fysiske råstyrke. Elvere er endvidere fysisk ude af stand til at blive overvægtige.

Kvinderne vil som oftest være mere udholdende end mændene, men ikke meget. Heller ikke kvinderne bliver muskuløse eller overvægtige uanset deres livsstil.

Både mændene og kvinderne er særdeles smidige og tillige meget adrætte. Det gør dem til hurtige løbere samt gode svømmere og klatrere. Kommer det til fysiske kraftudfoldelser, er elverne imidlertid både mennesker, dværge og orker underlegne.

Elvernes sanser er meget fintfølende. De hører bedre end de andre racer, deres syn er tilsvarende bedre, og de besidder noget nær en sjette sans, når de omgås andre levende væsener. De er i stand til at opfatte selv små ændringer i deres omgivelser og kan reagere på dem med lynets hast.

For at forstå elverne, er det nødvendigt at forstå, at deres kroppe ikke ældes på samme vis som de øvrige racers. En elvers legeme kan som sådan bevares for evigt. I stedet er det sindet der ældes. Efterhånden som årene går, bliver deres sind slidt, og med tiden vil en elver miste sin livslyst. På et tidspunkt vil de vælge at give afkald på denne verden, og lægge sig til at dø. Elveren glider da hen i en endeløs søvn, hvor kroppen langsomt nedbrydes og til sidst helt forsvinder.

Elvere har ingen faste rammer for, hvornår de er enten unge eller gamle. Deres alder udspringer først og fremmest af deres eget sind, og dermed deres generelle livsopfattelse. En elver bliver dermed voksen, når denne føler sig klar til at træde ind i de voksnes rækker, og de bliver på samme måde først gamle, efterhånden som deres sind tynges af alderen.

Et groft udgangspunkt lyder dog på, at man betragter en elver for voksen efter de første 100 år og som gammel når den runder 500 år. Allerede som 30-årig er elveren dog fysisk udvokset, og udvikler sig herefter kun psykisk. Elverne udviser ingen reelle ældningstegn, før de bliver omkring 500 år gamle. Alderdommen bliver imidlertid først for alvor tydelig, når de runder deres 1000. leveår.

Deres lange liv til trods, så er elvernes legemer imidlertid skrøbelige, når de sammenlignes med eksempelvis menneskernes. De er sat sammen af så fine bestanddele, at de kun heles langsomt, og i mange tilfælde kommer de sig aldrig rigtig over skader. Elverens sind er imidlertid også af stor betydning i denne forbindelse. Hvis en elver til gengæld først har mistet lysten til at leve, så kan hans legeme sygne hen og hans liv gå tabt ved blot den mindste påvirkning.

En elvers krop påvirkes ikke i samme grad af kulde og varme, som tilfældet er for mange af de andre racer. Elverne føler ganske vist temperaturer på samme vis som alle andre, men der skal meget til, før de oplever den som decideret ubehagelig, og de kan overleve i ganske lang tid under selv kraftige varme- og kuldepåvirkninger.

Elvere er desuden heller ikke afhængige af føde og drikke i samme omfang som de øvrige racer. Om nødvendigt kan de gå i hele uger uden at skulle tage næring til sig.

BEKLÆDNING

Elvere der lever meget af deres liv i skoven

De lever det meste af, hvis ikke hele, deres liv i skoven, påvirker den måde de klæder og udsmykker sig. De har traditionelt udelukkende klædt sig i materialer, de kunne få fra skoven – som oftest skind og læder. Igennem årene er de dog også begyndte at tage vævede materialer af plante- og dyrefibre til sig, som de enten selv fremstiller eller handler sig til blandt menneskerne.

De pynter sig med smykker af fjer, knogler, rav og lignende, og bemaler gerne deres hud med symboler og tegn. Særligt gør de meget ud af at besmykke deres ansigt, for på den måde at markere deres tilknytning til skoven og til deres stamme.

De går praktisk klædt, for bedre at kunne bevæge sig gennem skoven. Om end de ynder at iklæde sig strålende og klare farver, og gerne gør det ved enhver festlig lejlighed, så vil de til daglig begrænse sig til naturfarver som grøn og brun, for bedre at kunne skjule sig, hvis det skulle blive nødvendigt. På trods af at deres klædninger først og fremmest har et praktisk formål, så formår de dog også at tilvirke dem i stilrene snit, der komplimenterer deres yndefulde udseende.

Mønstre spiller ikke en videre stor rolle i elvernes klædninger, og skulle de vælge sådanne, vil de som oftest blot være små eller have til formål at hjælpe dem med at skjule sig i skoven.

Elverer som lever det meste af deres liv i byen

Deres prioriteter ligger ikke i den praktiske anvendelse, men i rendyrket skønhed. I byens store, fredfyldte paladser er elverne kun sjældent truet, og deres tøj har udelukkende til formål at udstråle stil og prestige.

De går oftest klædt i lange rober af fint, tyndt stof i klare, lyse farver. De bærer næsten altid smykker, der er smedet af både sølv og guld ilagt med ædle stene, og det er uforligneligt håndværk.

Bemaling af deres kroppe og ansigter er ikke noget udbredt fænomen blandt dem, og de betragter for det meste kun sådanne elementer som snavs. I stedet ynder man blandt dem at holde kroppen ren og hel, som den er skabt.

Udenfor deres hjemlige egne er de ofte sky og vagtsomme. De nærer ingen større tiltro til de øvrige racer, og vil derfor sjældent bevæge sig omkring uden også at være veludrustede. Deres foretrukne klædning er da prægtige læderrustninger i en kvalitet og udseende, som ingen andre racer formår at gøre dem efter.

TANKESÆT

De lever så længe, at deres tilværelse kan synes næsten uendelig for et menneske. Det medfører imidlertid også, at tiden lader til at gå særdeles langsomt for elverne, og de er ofte meget tilbageholdende med at træffe hurtige beslutninger, da de anser dem for forhastede og uovervejede. Denne ro og velovervejede natur giver elverne en konstant udstråling af overskud, og det er kun yderst sjældent, at en elver oplever følelser af afmagt.

Elvernes tilbøjelighed til at se sig selv som en ophøjet og særligt udvalgt race, giver dem imidlertid også en attitude, der blandt de andre racer som oftest tolkes som arrogance eller nedladenhed. Sandheden ligger næppe langt derfra, men er dog nærmere den, at elverne ser de andre racer som umodne børn, der hverken vil eller kan se det større perspektiv i verden.

Udover disse generelle fællestræk, så er der store forskelle at finde i elever der bor skoven og de som bor i byen, når man ser på deres generelle syn på tilværelsen.

Elver der bor i skoven

Fra de fødes til de dør betragter de sig som en del af et fællesskab, hvor alles behov skal opfyldes, startende med de mest grundlæggende behov for overlevelse og omsorg. Følelsen af næstekærlighed overfor sine artsfæller er dybt indarbejdet i den elviske kultur, og egoisme eller andre former for snylteri på stammen tolereres ikke.

De lever i symbiose med naturen. De tager aldrig mere, end de har brug for, og sørger for at betale tilbage ved at pleje skoven og holde den fri for uvelkomne personer. De tager deres mission som naturens vogtere meget seriøst, og vil gøre mangt om meget for at opretholde den skrøbelige balance i verdenen.

De er åbne og følelsesbetonede væsener, der som regel altid tilkendegiver deres følelser tydeligt overfor omgivelserne. Det kan i mange tilfælde føre til en opfattelse af elverne som næsten barnligt entusiastiske i gode tider, og tilsvarende som indelukkede, fjendske personer, når de er fortvivlede eller sørger.

De er dygtige jægere og de fleste lærer i en tidlig alder at følge et spor, og at overleve på egen hånd i naturen, samt at skyde med bue. Disse færdigheder kommer dem også til nytte senere i livet. Når fjender truer deres land, udgør elverne enestående spejdere, og med deres buer og spyd er de en frygtindgydende modstander i kamp.

Det meste af livet lever de i mindre stammer bestående af mellem 30 og 50 individer. Stammerne kan både være nomadiske eller fastboende. Hver stamme tager som regel navn efter dens leder eller et sted i skoven, som den har en særlig tilknytning til.

Der er en tradition blandt dem for, at hvert barn bliver givet et navn, der afspejler dets adfærd, mens det endnu er helt ungt. Når elveren træder ind i de voksnes rækker vælger det sig ofte et nyt navn. Som regel er navnene relateret til naturen, og de vil ofte afspejle et element ved naturen, som den givne elver føler sig særlig knyttet til.

Elver som bor i byen

Hvor de elvere som bor i skoven ser sig selv som en del af en stamme, vil dem som bor i byen i væsentlig højere grad blive opfostret og behandlet som individer. Stolthed, ansvar og ære er centrale begreber i deres kultur, og deres følelse af overlegenhed afspejles tydeligt i deres forhold til både elverne som bor i skoven og de andre racer.

Deres kultur er overordentlig forfinet, og hvor elverne fra skoven lever i perfekt harmoni med naturen, har de fundet ud af at fremelske præcis de elementer, de værdsætter i deres omverden, og har skabt store byer af ufattelig skønhed ved at manipulere naturen. De opfatter stadig naturen som skøn og smuk, men efter deres mening mangler den deres kyndige hænder, for at kunne opnå det perfekte. Denne tilbøjelighed til at anvende og forme naturen går igen i alt, hvad byelverne skaber af kunst, arkitektur og håndværk. De tager dog ligesom elverne fra skoven aldrig mere end de skal bruge fra deres omgivelser. De har imidlertid for vane at kultivere denne, og lever nu også i højere grad af landbrug end af at være jægere og samlere.

Byelverne lever for det meste sammen i store byer, hvor man værner ihærdigt om sin familie og dens ære, men uden nogen følelse af samhørighed mellem de enkelte familier. I stedet er forholdet mellem familierne præget af indbyrdes magtkampe og en evig higen efter prestige.

Alle elementer ved deres tilværelse er præget af århundrede gamle traditioner. Hele deres tilværelse er bygget om omkring konstante ritualer og gerninger, som man føler er racens eneste sande bånd til fortiden. At bryde med traditionerne er også at give afkald på sin natur, og det er en helt utænkelig synd.

De vælger deres navne ud fra de egenskaber ved dem selv som de værdsætter, og de bærer også ofte prangende titler, som tilkendegiver deres personlige status eller position.

FORHOLD TIL ØVRIGE RACER

Elvernes forhold til de andre racer varierer en del. Det følgende er derfor ikke nødvendigvis et komplet eller fyldestgørende indtryk af forholdet mellem racerne.

Menneskene har bredt deres tilstedeværelsen ud over det meste af verdenen, og der er ikke mange dele af verden, som de ikke har formået at tilrane sig og kræve som deres egne. Utallige gange er deres ekspansioner sket på bekostning af elvernes skove, og de to racer nærer nu ikke mange venlige følelser for hinanden. Enkelte steder i verdenen formår elvere og mennesker at leve side om side, men i de fleste tilfælde fører nærvær mellem racerne intet godt med sig. Menneskerne er, i elvernes øjne, ikke mere end primitivt, løgnagtigt afskum, og kun yderst få medlemmer af racen har nogensinde formået at vinde elvernes respekt. Elvere omgås kun mennesker, når det er bydende nødvendigt, og selv da er de yderst varsomme og følger deres mindste bevægelse.

Nord på ligger dværgenes underjordiske rige. Elvere og dværge har kendt til hinandens eksistens siden tidernes morgen, og har altid formået at eksistere sammen i en fredelig forståelse. De to racer har altid forudsat at bjergene var dværgenes domæne og skovene elvernes. Ingen af racerne har haft incitament til at forbryde sig mod denne orden, og der er som følge heraf opstået en vis gensidig tillid. Af natur er elvere og dværge imidlertid meget forskelligartede, og har kun meget lidt til fælles. Ethvert samvær imellem dem vil være akavet og præget af en manglende forståelse for modpartens kultur, og som oftest mødes racerne kun når de finder det meget nærliggende. En sjælden gang imellem har de to folk formået at stå sammen mod fælles ydre fjender, men sådanne forbund kun har været kortvarige.

Sortelverne er og har altid været elvernes svorne fjende. De to racer har ikke kun en årtusind lang tradition for at bekrige hinanden, men sortelvernes blotte eksistens er en hån imod både gudernes værk og elvernes stolthed. Gang på gang har sortelvernes horder vældet op fra undergrunden, og hvor de er stødt frem i verdenen, har de efterladt elvernes skove i aske og deres familier døde. Blandt elverne nærer man et indædt had til sortelverne og alt der er af deres gøren. Dette had er forstærket efterhånden som det er nedarvet igennem generationerne, og familie efter familie har set medlemmer falde for sortelvernes magt. Det synes utænkeligt at der skulle blive fred, før en af de to racer er faldet. En sjælden gang imellem har de ganske vist indstillet deres vedvarende stridigheder, men kun længe nok til at slikke sårene, for da atter at hengive sig til den ældgamle krig.

I nord strømmer der hvert år skarer af orker, gobliner og trolde ned over verdenen, hvor de plyndrer og hærger, indtil de igen trækker sig tilbage til bjergenes ly. Elverne er ligesom de øvrige racer blevet ramt af disse angreb, og de har med tiden lært at vogte sig for sortblodsfolket. I modsætning til de andre racer ser elverne imidlertid sortblodsfolket for hvad de er – primitive, simple væsener, der bliver drevet mere af nød end af lyst. Uanset at man vogter sig for deres handlinger, så nærer elverne ikke nær samme instinktive had for sortblodsfolket som for sortelverne, og de tolererer som oftest deres eksistens, så længe de blot kan vide sig sikre for yderligere angreb. Det vil dog aldrig komme til fred eller forståelse imellem de to racer. Dertil er de for forskellige af natur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En elver blandt andre racer er ikke et særsyn…                         

DSC00467(1)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *