DVÆRGE

 

Mere end noget andet, er det deres færdigheder indenfor smedekunsten, der har vundet dværgene deres store anerkendelse. Allerede fra en tidlig alder lærer de fleste dværge at arbejde i smedjen, og hvert eneste medlem af racen synes at have helt enestående medfødte forudsætninger for at mestre kunsten. Når en dværg blot får adgang til en esse og værktøj, vil han være i stand til at fremstille en næsten hvilken som helst genstand i metal. Også når det kommer til stenhugning synes de at have store talenter, og deres underjordiske byer er udsmykkede med sindrige udsmykninger, hugget i den hårdeste granit. Tillige når det kommer til træskæring, har dværgene færdigheder, som blandt Nirahams racer kun møder sin lige hos elvernes folk.

Dværgene er et også et ærekært og værdsat folkefærd, som nyder stor anseelse hvor end de befinder sig. Det er imidlertid kun sjældent, at de træffes udenfor deres egne grænser, og når det sker, rejser de altid med stor varsomhed. Dværgene er sky af natur, og de foretrækker som oftest at leve en tilbagetrukken og fjern tilværelse. De har aldrig mere kontakt med medlemmer af de øvrige racer end højest nødvendigt. Overfor medlemmer af deres egen race er de imidlertid udadvendte og joviale, og det sker da også en sjælden gang imellem, at de lader deres venskabelige natur vise overfor medlemmer af andre racer. Det tager dog oftest flere generation for alvor at vinde en dværgs tillid.

Der er dog en lille undergruppe af dværge, der i overvejende grad bor over jorden, og som er noget mere udadvendte end resten af dværgenes folk. Mennesker og elvere betegner disse dværge bakkedværge. Blandt dværgene selv kendes de som højlandsdværge.

Disse dværge begiver sig hyppigere ud blandt mennesker end resten af deres artsfæller, men de er kun få i antal, og er derfor stadig et sjældent syn.

Ofte bliver de tildelt betydningsfulde positioner som enten diplomater eller handelsmænd, hvor de skal forestå kontakten mellem dværgene og de øvrige racer. Herigennem kan højlandsdværgene opnå en stor respekt blandt deres racefæller. Der synes dog ikke at herske tvivl om, at de dværge, som opretholder den traditionelle levevis under jorden, til enhver tid vil være højere rangerende. Højlandsdværgene vil således aldrig kunne opnå helt den samme anerkendelse som deres underjordiske racefæller.

På trods af de forskelle, der måtte være mellem de enkelte dværgekulturer, så har racen ikke desto mindre fortsat et ufravigeligt sammenhold. Interne konflikter mellem dværgene er yderst sjældne, og skulle de opstå, bliver de altid løst hurtigt og endeligt, for derefter at blive glemt igen. Hver dværg har altid sine racefæller nærmest, og vil ofre alt deres skyld. Hvor de øvrige racer ofte giver sig hen i interne magtkampe, så synes tilsvarende stridigheder mellem dværge utænkelige.

Det vigtigste samlingspunkt i en dværgs liv er først og fremmest hans familie, og herefter den klan, som han eller hun tilhører. Det meste af dværgenes samfund er bygget op omkring klanerne, og alle dværge vil være medlem af en klan. Hver klan består af op til 100 dværge, som har fundet sammen om en fælles interesse eller et håndværk. Klanerne er meget specialiserede og beskæftiger sig kun med meget få discipliner. Som regel vil der være klaner indenfor alle typer af håndværk, og det er

herefter op til hver enkelt dværg, at søge om optagelse i den klan, hvis kunst han nærer den største interesse for.

FYSISKE KARAKTERTRÆK

Et af de kendetegn, som mere end noget andet skiller dværgene fra de øvrige racer, er deres fysiske attributter. Hvor de fleste andre af verdens racer er høje og oftest yndefulde væsener, er dværgene i stedet lavstammede, og besidder et omfattende pondus. Det gør dem kluntede at se på, men deres korpus vidner samtidig også om en overvældende fysisk styrke.

Alle dværge, uanset køn, har helt fra fødselen en omfangsrig mave, der kun bliver større med alderen. De viser den frem med stolthed, og hver dværg ser deres fysiske statur som et bevis på, at de igennem livet har været i stand til altid at skaffe rigeligt med mad på bordet. At tro en dværg er doven, blot fordi han er tyk, er en stor fejl og tillige en grov fornærmelse.

De er overordentlig muskuløse, og kan snildt bære byrder, som vejer mere end dem selv. Kvinderne er som oftest af samme højde som mændene, og vejer kun en smule mindre. I almindelighed er der kun meget lille forskel på fysikken blandt mandlige og kvindelige dværge. Også kvinderne besidder et omfattende korpus samt en fysisk råstyrke, der står mål med mændenes.

Alle mandlige dværge har et stort og prægtigt skæg. De sætter en særlig ære i at lade det vokse langt og kraftigt, og de plejer det daglig. Der er en vis tradition for enten at flette skægget, eller at samle det i større bundter, som man lader hænge løst.

At være skægløs er en af de værste skæbner, der kan overgå en dværg, og de vil kun rave deres skæg af som et udtryk for stor skam. Den største fornærmelse man kan udsætte en dværg for, er da også at barbere denne imod hans vilje.

Kvinderne har tillige kraftige bakkenbarter, der går fra over ørerne til hagen. De har dog ingen skægvækst på selve hagen eller over læberne. Også kvinderne plejer at lade det vokse langt, og de gør meget ud af at deres bakkenbarter er velplejede. Det betragtes som lige så skamfuldt for en kvindelig dværg at få ravet sin skægvækst af, som tilfældet er for mændene.

Dværge kan som oftest leve i op til 600 år. Det er dog kun sjældent, at de når denne alder. Som oftest betragtes en dværg som havende levet et godt og langt liv, hvis han runder 400 år. Allerede fra de er et par måneder gamle, begynder dværge at udvikle sig, og efter kun få år er de i stand til at tænke og tale selvstændigt. Herefter begynder de gradvist at bliver oplært indenfor deres klans foretrukne fag. Hele resten af dens liv drejer dværgens skæbne sig herefter om at udøve sit håndværk.

En dværg har ikke et specifikt tidspunkt i sit liv, hvor den overgår fra at være barn til at blive voksen. I stedet er der særlige ceremonier forbundet med at dværgene bliver færdiguddannet fra deres lærepladser. Når det sker, siger man, at dværgen er givet fri, hvorefter han er parat til at tage hånd om sit eget liv. Det sker som regel først, når dværgen er ca. 90 år gammel. Herefter betragtes dværgen som optaget i samfundet på lige fod med enhver anden. Det er også omkring deres 90. leveår, at dværgene er endeligt udvoksede, og har nået deres fulde fysiske styrke. Deres mentale færdigheder bliver ved med at forbedre sig gennem årene, men efterhånden som tiden går, bliver det svære og svære for dem at tage ny viden til sig. Det er i almindelighed antaget, at hvis en dværg skal lære et håndværk, skal det altid ske inden denne fylder 150 år.

Dværgene forbliver både fysisk stærke og åndsfriske resten af deres liv, og det er først, når de begynder at nærme sig en alder af 400 år, at de begynder at udvise aldringstegn. Det sker ofte meget hurtigt. På et tidspunkt, når dværgen føler, at han har opnået, hvad han kan med sit liv, vil han gradvist holde op med at spise og drikke, indtil han en dag ikke længere møder på sit værksted. Da ved resten af klanen, at han er gået bort.

Det forventes af dværge, at de tager sig en mage og gifter sig, når de er færdigudlærte. Til den tid vil klanen ofte have fundet en passende ægtefælle, som det er op til den givne dværg at acceptere eller afvise. Det kan virke kynisk, men blandt dværgene er ægteskabet mere et samarbejde om at passe et hjem og stifte familie, end det er båret af hensyn som kærlighed. Skulle en dværgs mage dø, gifter han sig imidlertid ikke igen.

Dværgenes fysik er gennemgående præget af et hårdt og slidsomt liv under jorden. De er overordentlig kraftigt byggede, med stærke knogler og en næsten læderagtig hud. Der skal meget til, før de kommer alvorligt til skade, og i almindelighed synes dværge da også at kunne overleve helt usandsynlige påvirkninger.

Denne kraftige bygning har imidlertid også gjort dem kluntede og en smule akavede, når det kommer til små, velafbalancerede bevægelser. De er ikke just yndefulde væsener, og de har ofte vanskeligt ved de simple finesser, der synes naturlige for mennesker og elvere.

En dværgs krop synes at befinde sig bedst i de kølige og fugtige grotter under jorden, hvor racen har sit hjem. De fryser kun sjældent, og bliver næsten aldrig syge. Når dværge befinder sig på overfladen, vil de som oftest være særdeles modstandsdygtige overfor kulde, men de har svært ved at leve under solens stråler. Ved høje temperaturer oplever dværge et konstant ubehag, der efter længere tid kan risikere at være dødelig. Dværge har også et behov for store mængder føde og væske, og de vil kun sjældent kunne overleve i mere end en enkelt dag eller to uden næring.

BEKLÆDNING

Som så meget andet ved deres kultur, så er dværgenes valg af påklædning båret af praktiske hensyn. En dværg er, før noget andet, en arbejder, og det afspejles også i hans tøj. Man ser derfor altid dværge bære klæder, der er nøje tilpasset til deres hverv, selv når de ikke arbejder.

Som oftest har dværgene en forkærlighed for kraftige klædninger i enten tykt stof eller læder, og de foretrukne farver er brun, grå og sort. Tyndt og forfinet tøj betragtes som rent spild, og man sætter ingen videre ære i ynde og stil. Dværge frasiger sig tanken om, at klæder skulle skaber folk. I deres øjne er ingen mere værd, end værdien af deres arbejde.

Denne holdning medfører dog også, at dværgene tit fremstår som både usoignerede og grove i de øvrige racers øjne. Eksempeltvist vasker de kun yderst sjældent deres tøj, eftersom renlighed og uplettede klædninger betragtes som et tegn på dovenskab. De ser endvidere heller ikke den store nytte i at skifte en klædningsdragt ud, før den er slidt helt op og dermed ikke længere er til nytte.

Skal en dværg føre sig frem for enten sine racefæller eller blandt menneskene, vil han væsentlig hellere gøre det ved at udstille sine værker og sin rigdom. Frem for yndige klædninger, vil han iklæde sig et utal af smykker, der gerne er af det reneste guld med ilagte ædelstene, og som alle er af det ypperligste håndværk. Derudover vil han bære en økse eller et andet stykke værktøj, som han anvender i sit daglige arbejde, for på denne vis at demonstrere sin flid. Hvis han har børn, er det også god kutyme at bære en eller flere smykker, som disse har fremstillet, for herved at fremhæve sin familie og dens kundskaber.

TANKESÆT

Det mest fremherskende træk ved dværgenes mentalitet, er den måde hvorved hele deres kultur er bygget op omkring deres håndværk. En dværg er aldrig mere værd end de kunststykker han kan fremstille, og både dværgens selvrespekt og status blandt sine racefæller afhænger af hans færdigheder.

Man finder kun sjældent store og overvældende følelser hos dværgene. I stedet for at lade deres sind optage af følelser som had og kærlighed, er dværgene i højere grad optaget af begreber som prestige, loyalitet og anerkendelse. Også ære er af stor betydning, men først og fremmest når det står i forbindelse til den enkeltes profession. En god handelsmand vil eksempeltvist altid levere den lovede vare, og en diplomat vil tale sandt og holde sit ord, da det netop disse egenskaber, der gør dem værdige til at bære de hverv, som er dem tildelt.

En dværgs gerninger falder altid tilbage på hans klan, og mere end noget andet, er det en synd at kaste skam over klanen. Personlig ære betragtes dermed kun som vigtig, hvis det også berører klanen. En fornærmelse mod klanen rammer til gengæld samtlige af dens medlemmer, og er en skam over dem alle.

En side ved dværgene, som alle der har mødt dem, vil være bekendt med, er deres utrolige stædighed. Siden tidernes morgen har det været en kilde til vedvarende irritation hos de øvrige racer. Dværgene ser det til gengæld som et anerkendelsesværdigt træk, at man træffer en beslutning og efterfølgende formår at stå ved den. Det kommer sig af, at dværgene for det meste lever deres liv i et mageligt og meget afslappet tempo. De giver sig altid god tid og de overvejer deres beslutninger grundigt. Det betyder, at der ofte kan gå timer og endda hele dage før en dværg træffer en endelig beslutning. Når det sker, så ligger hans vilje til gengæld også fast, og det vil være et stort personligt nederlag, hvis han skulle blive tvunget til at ombestemme sig.

Sætter en dværg sig noget for, vil han blive ved med at stræbe efter det, uanset om det måtte synes umuligt at opnå. Det er til gengæld bemærkelsesværdigt hvordan dværge i sådanne situationer næsten altid formår at finde en løsning alligevel. De har således deres navnkundige stædighed at takke for adskillige af de mastodontiske værker og også deres enestående smedekunst bygger på lige dele talent og insisterende vedholdenhed.

Når dværgene en sjælden gang imellem lægger deres arbejde fra sig for i stedet bare at slappe af og nyde livet, så gør de også det med den samme ihærdighed, som kendetegner alt andet ved deres eksistens. Det er en sjældent forekommende begivenhed, men i de stunder hvor dværgene blot giver sig hen i druk og sang, kan de være lige så opstemte som enhver anden race.

RELIGION

Siden den tidligste begyndelse har der kun været én gud, som dværgene har fundet værdige til deres tilbedelse. De blev skabt i Djorkas billede, og har altid fundet en enestående samhørighed ved hans lære. Selv de dværge, der ikke decideret oplæres i Djorkas tro, skatter ham fortsat højt, da han som gud besidder samtlige af de egenskaber, der i dværgenes liv indgyder respekt og autoritet.

Djorka er en handlingens gud, og det er først og fremmest igennem deres arbejde, at dværgene viser ham deres tilbedelse. At kaste sig på knæ og bruge timevis på at bede til Djorka vil blot være et unødigt spild af tid. I stedet værdsætter han de tilbedere, som dedikerer sig til deres arbejde, og som skaber kunstfærdige værker i hans ære.

Dværgenes forhold til religion er dermed en smule anderledes, end hvad man kender blandt de øvrige racer. De eneste tidspunkter, hvor dværgene reelt beder om Djorkas velsignelser, er når de giver sig i gang med et særlig vanskeligt projekt, som de ønsker at han skal støtte dem i, ved at styrke deres hånd og give dem kunstnerisk snilde, så det endelige værk kan blive perfekt.

Han betragtes som hele racens stamfader, og alene af den grund er han et forbillede. Hans ord og gerninger betragtes desuden som et ideal, der bør efterleves. Djorka er ufejlbarlig, og i dværgenes øjne indbegrebet af alt det, som en ægte dværge bør stræbe efter.

Dværgene har kun få præster og andre religiøse skikkelser. Eftersom Djorkas bud tiltaler hver enkel dværg, føler de ikke et særlig stort behov for at have personer til at tolke hans ord. Dværgenes præster er derfor oftest blot kyndige håndværkere, der udover deres almindelige hverv også har en særlig forståelse for Djorkas vilje.

FORHOLD TIL ØVRIGE RACER

Dværgenes sky og distancerede levevis har sat deres præg på forholdet til de øvrige racer. For det meste har racerne selv været skyld i, at dværgene har afskåret kontakten til dem, men dværgene har heller ikke gjort meget for efterfølgende at række hånden ud og opsøge kontakt.

Igennem årene har dværgene derfor været meget isolerede, og de har holdt sammen som en fælles, ensartet kultur. I dag er der derfor kun meget små afvigelser blandt de enkelte dværge, og det følgende gør sig derfor gældende for mere eller mindre alle medlemmer af racen.

Mennesker har i dværgenes øjne altid været mere af et nødvendigt onde end noget andet. Dværgene har fået smag for visse af de handelsvarer, som menneskene leverer, og de har måttet erkende, at Nirahams fremtid synes at ligge i menneskenes hænder. Derfor har man igennem årene haft en vis nødtvungen kontakt til dem. Dværgene er imidlertid konstant mistroiske overfor mennesker, og som regel med god grund. Menneskene har for længe siden lært om dværgenes rigdom, og de har ikke skyet nogle midler, for at tilrane sig dele af den, hvis lejligheden bød sig.

Elvere og dværge har altid boet nær hinanden og accepteret hinandens tilstedeværelse. De er imidlertid så forskellige af natur, at de har næsten umuligt ved at forstå hinandens livsopfattelser og tanker. Da dværgene har foretrukket livet i bjergene og elverne de dybe skove, har de aldrig haft årsag til stridigheder, og der er således opstået en vis gensidig forståelse. De to racer handler lejlighedsvist med hinanden, og der er ingen onde tanker imellem dem. At betegne deres relationer som varme eller venskabelige vil imidlertid være at gå for vidt. Dværgene accepterer og værdsætter elvernes nærvær, og ønsker dem intet ondt. De er imidlertid også uforstående overfor det elviske tankesæt, og har ingen synderlig interesse i at lære elvere at kende.

Dværgene har længe været bekendt med sortelvernes eksistens, men i modsætning til de øvrige racer er de hidtil gået fri for deres hærgende indtog. Det instinktive had overfor sortelverne, som de fleste andre af racerne besidder, findes derfor ikke hos dværgene. Dværgene er ganske vist bekendt med sortelvernes ondskab og dystre natur, men så længe denne ikke rammer dværgene selv, er de villige til at acceptere sortelvernes eksistens. Relationer mellem dværge og sortelvere synes dog utænkelige. Dertil er sortelverne dem for utroværdige. De besidder heller ikke nogle af de andre egenskaber, som dværge finder prisværdige, og som oftest søger dværgene blot at undgå sortelverne, hvis muligheden byder sig.

Orker, gobliner og trolde har været dværgenes svorne fjender siden tidernes morgen. Racerne har ligget i en endeløs krig, siden første gang de mødtes, og efterhånden er hadet til sortblodsracerne blevet så indarbejdet i dværgenes kultur, at navnet alene er nok til at få dem til at gribe mod økserne. Det synes utænkeligt, at der nogensinde skulle opnås fred eller en fælles forståelse imellem de to racer, og den dag i dag står stridighederne stadig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To dværge betragter landskabet                

DSC00408(1)
webdesign Webvenbjerg.dk & SEO Metatags.dk