Sortelver

Sortelver

Sortelverer er høje, slanke væsner, med sort hud, (hvilket har givet dem deres navn). Alle deres lemmer er slanke, og de er som sådan unikke at se på. De er nu elvernes modstykke, og de to racer er ærke fjender.

Sortelverne elsker ynde og har intet imod pæne ting dette afspejler sig på deres beklædning der som regel er nogle pænt udsmykket tunikaer eller dragter også deres rustning er fuld af ynde og en tilfældig bryst plade er ikke godt nok hos sortelverne den skal helst være udsmykket guld og sølv er meget brugte materialer.

Samfundet hos sortelverne, er kun bygget op om adelen, og alt hvad folket ejer, ejer hun. Hun kan således styre dagligdagen. Sortelvernes verden er ellers bygget på respekt og magt, hvis man vil have magt, er man født i den, ellers må man få respekt nok til at have magt. Det er således kun de stærke, rige og adelen, der har noget at skulle have sagt. Under disse i samfundet, kommer kirken og præsten. Sortelverne er inderligt religiøse, og tror på Fanabina. Dette gør at alt hvad præsten siger, er Fanabinas ord og Præster er derfor også højt rangeret, i samfundet, hvilket giver dem indflydelse på adelen, og hverdagen i en sortelver by.

Sortelverne ser ned på alt og alle, som om de var den bedste race i verden. I sortelvernes verden, er ordet ”tilgivelse” endnu ikke opfundet, så alt der bliver gjort forkert, skal straffes. Der bliver slået hårdt ned på alle fejltrin, så sortelverer helt fra fødslen, kan lære at sådanne ikke finder sted. Sortelvene er i det hele taget meget opse på at straffe hårdt og grundigt hellere en død ven end én uden disciplin dette kommer selvfølgelig af at en blødsøden adel ikke vinder respekt nok og respekt er alt afgørende.

FYSISKE KARAKTERTRÆK

Udadtil besidder sortelverne mange af de samme karaktertræk, som kendetegner overfladens elvere. De er høje, slanke og smukke væsener, og de fremstår overfor de øvrige racer, som om de har en særlig aura af ophøjethed. Deres ører er også lange og spidse..

Overalt, hvor sortelverne fører sig frem, vil deres holdning alene gøre omgivelserne opmærksomme på, at de er noget særligt. De bevæger sig med en lethed og ynde, som ingen almindelig dødelig kan gøre sig forhåbninger om at efterligne. Sortelverne vinder ikke anerkendelse gennem beundring, men gennem en følelse af fascinerende og forbudt skønhed. Ikke desto mindre er de lige så opsigtsvækkende som de lyse elever, og på trods af at de fleste racer med rette frygter sortelverne, kan ingen alligevel sige sig fri for den spirende nysgerrighed, der vokser i alle ved mødet med denne dystre race.

Det fysiske kendetegn, som mere end noget andet kendetegner sortelverne, er dog deres mørke hudfarve. Hver eneste tomme af sortelvernes hud er sort som natten, og selv deres øjne synes at have et mere dystert skær end de øvrige racers. Deres hudfarve bleges ikke af solen, og forandres heller ikke med alderen. Sortelvernes hår varierer i farve fra mørkt til lyst. Det er dog de sortelvere, der har kridhvidt hår, der regnes for de smukkeste. Sortelvernes kvinder lader som oftest deres hår gro langt, og det samme gør mænd af høj status. De menige mænd må dog sætte praktiske hensyn over skønhed og holder det derfor typisk kort.

Sortelverne har endvidere en udbredt tradition for at sminke sig i ansigtet og på kroppen. De maler gerne deres ansigtstræk op med hvidt eller andre lyse farver, og udsmykker sig med symboler, der tydeligt tilkendegiver deres hus og rang samt religiøse tilhørsforhold. Det er desuden også almindeligt, at præster og magikere lader sig udsmykke med symboler. Der er dog også de sortelvere, der undlader enhver sådan udsmykning, idet de mener, at sortelveren af natur er perfekt, og ikke bør prøve at ændre på dette med streger og farver.

Sortelvernes syn er anderledes end både elvernes og resten af verdens børn. Som børn af underverden ser sortelvere naturligt godt i mørke, og selv uden nogen lyskilde, kan de stadig skelne de mest grundlæggende konturer fra hinanden. De ser til gengæld en smule dårligere i dagslys end elverne, men selv her er deres syn stadig væsentlig bedre end menneskerne. De befinder sig ganske vist stadig bedre om natten end om dagen, men det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag, og ikke om fysisk ubehag.

Herudover er der kun nogle få og ubetydelige forskelle på sortelvere og elveres fysik. Den største forskel på de to racer ligger således i deres adfærd og mentalitet.

En sortelver vil være fysisk udvokset som 80-årig, men vil som oftest først blive betragtet som voksen, når han har bevist sit værd overfor racen. Det sker sjældent før omkring dens 100. leveår, og det vil ofte blive markeret ved at sortelveren bliver givet en særlig opgave af stor betydning, som – hvis den fuldføres – angiver at personen nu er værdig til at indtræde i de voksnes rækker. Sortelvere bliver ved med at udvikle sig mentalt resten af livet, og deres sind sløves ikke med alderen. De udviser først fysiske alderstegn omkring deres 1000. leveår, og når de indtræder, vil sortelverne som regel gøre alt hvad de kan for at skjule dem.

Ligesom elverne, er sortelvernes legemer mere skrøbelige end menneskers. De kompenserer dog for dette igennem en langvarig og hård træning og et stærkt sind. Sortelvere er meget modstandsdygtige overfor elementernes racen, og der skal noget nær det utænkelige til, før de bukker under for naturens luner.

BEKLÆDNING

Det er et gennemgående træk ved sortelvernes valg af påklædning, at de konstant higer efter at udstråle skønhed og stil. Det opnår de gerne igennem storslåede og noget pompøse klædninger. Hvor de fleste andre racer forsøger at opnå det stilfulde igennem komplicerede mønstre og eksotiske farver, vil sortelvere i højere grad begrænse sig til skønheden i det enkle og stiliserede.

De vil sjældent anvende flere farver end højest nødvendigt, og uanset hvor prægtige deres klædninger må synes, så er de altid enkelt og praktisk udført. Alt ved en sortelvers klædninger er til gengæld nøje planlagt, og hver enkelt detalje vil være udført til perfektion.

I materialevalg holder sortelverne sig primært til lette og yndefulde stoffer, og mere end noget andet synes de særligt at holde af silke og satin. Alt ved deres tøj skal gerne udstråle elegance, og når de bevæger sig, ønsker de at give indtryk af at svæve hen over jorden. Sortelvere vil kun yderst sjældent anvende skind og lignende materialer. Det skyldes ikke så meget besværet ved at få adgang til sådanne materialer i underverdenen, men i stedet at de udstråler den primitive og barbariske adfærd, som sortelverne netop søger at hæve sig over.

Når det kommer til deres valg af farver, så har særligt sort og mørk lilla altid haft en særlig betydning for sortelverne. De er Fanabinas farver, og ved at bære dem åbenlyst, tilkendegiver de deres loyalitet overfor gudinden. Herudover har sortelverne en generel forkærlighed for mørke farver, som gør det muligt for dem at gå i ét med skyggerne og forsvinde tavst ud i natten, hvis det skulle blive nødvendigt.

Som en besynderlig kontrast hertil, har sortelverne også en stor forkærlighed for metalliske genstande. Når det ikke er nødvendigt for dem at bevæge sig usete vil de glædeligt bære både metalrustninger og våben synlige. De skyer til gengæld træ og andre mere naturlige materialer. I sortelvernes øjne er disse materialer primitive og ukultiverede, og hvis det er muligt, vil de altid forsøge at erstatte dem af tilsvarende i metal.

Sortelvere er også tilbøjelige til at bære utallige smykker og andre prydgenstande. Disse har sjældent en særlig betydning udover at få deres indehaver til at fremstå i det bedst tænkelige lys, og at give denne en særpræget og kølig udstråling. Smykker vil altid være særligt udvalgt til formålet, og de vil kun sjældent have en praktisk funktion. I stedet bærer sortelverne dem for at sende et specifikt signal til deres omgivelser om eksempelvis deres sociale status eller magtposition. Det ses ofte, at sortelvere bærer smykker fra besejrede racefæller for på denne vis at tilkendegive deres magt eller autoritet. Smykker går også gerne i arv, således at yngre generationer kan gøre opmærksomme på deres aner og de traditioner, som de nu ønsker at videreføre.

Gennemgående gælder således, at alt ved en sortelvers klædning er nøje udvalgt, og når valget står mellem det praktisk anvendelige og det æstetiske, vil de som oftest hælde mod det sidste af disse hensyn. Sortelverne er dog aldrig mere optaget af deres ydre, end at de alligevel formår at lægge al overflødig pynt fra sig og trække i tunge brynjer, såfremt krigen skulle kalde. Om end de er arrogante, så er det en fatal fejl at tro, at deres forfængelighed på noget tidspunkt vil kunne bruges imod dem.

TANKESÆT

Alt ved sortelvernes livsanskuelse er præget af deres nære lighed med deres skaber og gudinde, Fanabina. Ligesom hende, er sortelverne ildesindede, bedragerisk og manipulerende væsener, der hylder den personlige vinding, og ikke skyer nogle midler for at hæve dem selv over deres racefæller.

Blandt sortelverne er det begreber som status og autoritet, der betragtes som de højeste idealer. Det er en naturlig del af deres livsstil at konstant stræbe efter noget større og bedre, og de skyer ingen midler for at nå deres mål. For de fleste sortelvere bliver livet derfor til en konstant kamp for at forbedre sin position i hierarkiet. Det er en fuldt ud accepteret del af sortelvernes tilværelse, at den hurtigste vej mod toppen ofte sker på bekostning af ens nærmeste. Udover konstant at søge op i hierarkiet, må sortelverne derfor også evigt og altid vogte deres ryg for de af deres racefæller, der står under dem og som higer efter deres position.

Uanset deres egoistiske tilbøjeligheder, så er mord blandt sortelverne imidlertid sjældne. At ty til fysisk vold bliver set som den sidste udvej, og der er noget primitivt og barnligt over at skulle benytte sig af så banale midler for at nå sine mål. I stedet foregår magtkampen gennem den sociale struktur, hvor hver enkelt sortelver ved intriger og personlige alliancer forsøger at sætte deres konkurrenter i et dårligt lys og derigennem hævde sig overfor dem. Skulle det endelig blive nødvendigt at skaffe en konkurrent af vejen, betragtes det som god kutyme at gøre dette med en vis elegance og stil. Et drab på en konkurrent har ikke meget betydning, hvis det ikke også formår at sende et klart og tydeligt signal til resten af folket.

Der er imidlertid ikke kun mellem de enkelte sortelvere, at der finder en ihærdig rivalisering sted. I erkendelse af, at flere personer i fællesskab ofte kan nå mål, som individerne ikke selv formår, har sortelverne sluttet sig sammen i et utal af huse, og der bliver også konkurreret ihærdigt mellem hvert af disse.

Sortelverne betragter sig selv som en overlegen race i relation til alle andre folk. De ser sig som hævet over de jævne dødeliges livsstil, og udtrykker en arrogance uden lige i deres nærvær. Selv når de er truede og i stor fare, vil sortelverne stadig se sig selv som noget særligt, og det bliver betragtet som en stor synd for selv den laveste iblandt dem, at underkaste sig et medlem af en anden race eller på anden vis at give udtryk for en underlegen adfærd.

Denne stolthed og arrogance har imidlertid også været racens største hæmsko gennem tiderne. Uanset hvor store trusler sortelverne står overfor, vil de stadig finde det nedværdigende at skulle indgå kompromiser eller på anden måde skulle acceptere de andre racers magt. Også sortelvernes tilbøjelighed til konstante interne stridigheder har udgjort en hæmsko i deres stræben efter at underkaste sig de andre racer, og det er vidt og bredt kendt, at racens største fjende til alle tider har været dens egne medlemmer.

FORHOLD TIL ØVRIGE RACER

I sortelvernes øjne har mennesker altid blot været en håbløst primitiv race, som hverken havde styrken eller intellektet til at være af nævneværdig interesse. Tilbage i tiden var de intet mere end en flok barbariske dyr, som af og til blev fanget mellem sortelverne og elverne. Deres kultur har imidlertid udviklet sig, og med tiden er menneskerne blevet en dominerende race. De har mangfoldiggjort sig, og hvad de mangler i visdom og fysisk råstyrke, formår de at kompensere for ved deres antal alene. Menneskerne er derfor værd at være på vagt overfor. De er imidlertid skeptiske overfor sortelvernes tilstedeværelse, og ofte kommer deres frygt til udtryk i hovedkuldse angreb. Uanset, at de er upålidelige, så er menneskerne dog en nyttig forbudsfælle, og deres letpåvirkelige sind gør dem til en forbundsfælle, som er overkommelig at arbejde sammen med.

Elverne har siden tidernes morgen været sortelvernes svorne fjende. De har igen og igen ført krigen ind i elvernes skove, men igennem årene er krigen mere og mere blevet en nedarvet rutine frem for en klar og udtrykt religiøs forpligtelse. Uanset, at en fred mellem de to racer har lange udsigter, så synes de evige konflikter imidlertid at være stilnet af i en sådan grad, at de to racer nu synes at kunne sameksistere. Ofte tolereres elvernes derfor, og blandt visse af de mere frisindede elvere og sortelvere, har man tilmed opnået en gensidig forståelse af, at krigen ikke længere bør stå mellem lys og mørk, men i stedet mellem de oplyste elverracer og de barbariske mennesker.

Dværge og sortelvere har formået i et vist omfang at sameksistere og tolerere hinandens eksistens. De har ingen nævneværdig interesse i hinanden, og betragter ikke nødvendigvis den anden racens eksistens som en trussel. Der vil aldrig kunne opstå en følelses af venskab mellem racerne, men med tiden har man opnået en vis gensidig forståelse. Så længe dværgene ikke stiller sig i vejen for sortelvernes fremstød eller på anden vis assisterer deres fjender, så bliver de tolereret og også anerkendt for deres store kunnen indenfor smedekunsten.

Om end der er en verden til forskel på sortelvernes og orkernes livssyn, så har de to racer alligevel formået at finde sammen i fjendskabet mod mennesker og elvere. Det har ofte placeret dem på samme side i konflikten, og sortelverne har en forståelse for, at orkerne og resten af den slags kan være en nyttig forbundsfælle. De har stor respekt for deres fysiske råstyrke og brutale effektivitet, og hvis orkerne blot er villige til at anerkende sortelvernes autoritet, kan de udgøre en overordentlig kompetent allieret.

webdesign Webvenbjerg.dk & SEO Metatags.dk